NYHEDSMAIL FRA PALMERIET APRIL 2010


Hørpalmer på Fredensborg Slot


Mandag den 12. april overrakte Palmeriet i Den Reserverede Have på Fredensborg Slot to hørpalmer til Hendes Majestæt Dronningen og Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen.

Dermed fortsættes traditionen med palmer på de europæiske kongeslotte. Siden renæssancen har palmen været en naturlig del af mange europæiske slottes plantesamlinger, og nu indgår den ligeledes i den storslåede samling af planter på Fredensborg Slot.

Hørpalmen stammer oprindeligt fra det sydlige Kina, hvorfra den skotske botaniker Robert Fortune på en ekspedition i 1850 sendte nogle eksemplarer til direktøren for Kew Gardens i London og bad ham overrække en af palmerne til Dronning Victoria og Prins Albert til deres nye, storslåede have på Osbourne House på Isle of Wight. Dronning Victoria siges selv at have plantet den på sin 37 års fødselsdag i 1851. Den voksede i haven indtil 2003.

Hørpalmen er den måske mest hårdføre palme, man kender til. Den tåler således vintertemperaturer på ned til minus 17-18 graders frost.

Palmeriet er glad for at overdrage hørpalmerne til Hendes Majestæt og Hans Kongelige Højhed til udplantning i slotshaven i Fredensborg og håber, at regentparret vil få stor fornøjelse af dem.


Jens Aaberg,
Direktør, Palmeriet
Den Reserverede Have
Den Reserverede Have er regentparrets helt private fristed og udgør den inderste del af Fredensborg Slotshave, umiddelbart ved Fredensborg Slot. Haven indeholder prydhave med så forskellige stilarter som fransk barok og engelsk romantisk stil. Der er en urtehave og et orangeri fra 1995, som normalt er tilgængelige på rundvisninger i juli måned.

Til daglig er Den Reserverede Have lukket for offentligheden. Kun i juli måned, og såfremt kongefamilien ikke benytter slottet, åbnes haven for publikum (kilde: ses.dk)

Læs mere om den reserverede have her >>

På billedet fra overrækkelsen ses fra venstre Slotsgartner Christian Søborg, Palmeriets direktør Jens Aaberg og H. K. H. Prinsgemalen.

Palmerne vil blive plantet i den samme slags mørkegrønne trækasser, som i forvejen findes i Den Reserverede Have. Vist på det lille billede ovenfor til højre fra Versaillesslottet i Paris.


Med venlig hilsen
- og på gensyn i drivhuset

Jens Aaberg


Palmeriet
mail@palmeriet.dk
Tlf. 40 50 84 45
CVR 28 99 98 01
Webshop
www.palmeriet.dk
Salg fra drivhus
Nybøllevej 16
Ledøje
2765 Smørum
Postadresse
Palmeriet
Maribovej 11 b
2500 Valby