SKADEDYR

Kun meget sjældent går der insekter eller svamp i palmer.

Skulle der dukke lus op på bladene eller på de nye skud, drejer det sig som regel om så få, at de kan fjernes med hånden.

De hyppigste skadedyr i palmer er nok spindemider. De sidder som regel på bladundersiden og dækker den med et hvidt, til tider klæbende lag. De dukker specielt op ved for lav luftfugtighed og kan være lidt besværlige at komme af med. I havecenteret kan man købe sprøjtemidler, som man med god samvittighed kan benytte. En anden metode er – hvis årstiden tillader det – at stille palmen ud i haven eller på altanen i 2-3 måneder. Hvis palmen ikke er for stor, kan man endelig vælge at pakke den ind i en gennemsigtig plasticpose eller -sæk og stille den i halvskygge i nogle uger. Herved stiger luftfugtigheden omkring palmen, og det synes spindemiderne overhovedet ikke om.

Endelig kan der som på de fleste andre stueplanter opstå svamp. Det sker som regel på svage eller beskadigede palmer og ved for ringe luftbevægelse og for høj luftfugtighed. Er jorden ikke drænet nok, kan der opstå svamp i rodknolden.

Ved angreb af såvel skadedyr som af svampe skal man først og fremmest overveje, om palmen kan tænkes at blive vandet for lidt, for meget, have for høj eller for lav luftfugtighed, osv. Svampen kan man ofte slippe af ved at flytte palmen til en mere tør placering og nedsætte hyppigheden af vandingen.

Hvis du har brug for gode råd i forbindelse med skadedyr, er du velkommen til at maile Palmeriet et nærbillede og en beskrivelse – og vi skal forsøge at give et godt råd. Alternativt findes der som regel i lokalområdet fagfolk, der kan hjælpe (bedre blomsterhandlere, havecentre, o.l.).


Palmeriet
mail@palmeriet.dk
Tlf. 40 50 84 45
CVR 28 99 98 01
Webshop
www.palmeriet.dk
Salg fra drivhus
Nybøllevej 16
Ledøje
2765 Smørum
Postadresse
Palmeriet
Maribovej 11 b
2500 Valby