| Yucca | Til slægten Yucca hører nogle af de mest opsigtsvækkende og fremmedartede planter, som vi kan dyrke indendørs såvel som udendørs i vort klima. I Danmark har vi traditionelt dyrket to forskellige arter; elefantfod-yucca (Yucca elephantipes), også kaldet yucca-palme, som ved vore breddegrader dyrkes i stue eller havestue – samt den såkaldte palmelilje (Yucca filamentosa/Yucca flaccida), der er populær i villahaver pga. sine opsigtsvækkende blomster og de stedsegrønne rosetter af sværdformede blade. Slægten Yucca tilhører agavefamilien, og består af godt et halvt hundrede arter. De fleste stammer fra ørkenlignende områder i Nordamerika, men findes også Mellemamerika og Caribien. Ligesom palmerne er mange yucca-arter kendetegnet ved at have opretvoksende stammer, der bærer en flot krone af blade, der danner rosetter. De stive og sukkulentagtige blade er tilpasset et tørt og varmt klima. I modsætning til palmerne har yucca ofte forgrenede stammer.
| | | Palmeriets udvalg af Yucca | Herunder følger en kort gennemgang af de yucca-arter, som fås hos Palmeriet. Vi forhandler et udvalg af yuccaarter, som er særdeles velegnede til dyrkning både indendørs, på terrassen, i havestuen eller sågar i haven udendørs året rundt. De arter som Palmeriet tilbyder er udvalgt særligt på grund af deres æstetiske og skulpturelle egenskaber.
Hårdførhed og vinterdækning Ved oplysninger om hårdførhed ved udendørs dyrkning er der som udgangspunktet tale om planter, der har etableret sig efter ét eller to år på voksestedet. Grundig vinterdækning kan være en nødvendighed i streng kulde, navnligt i etableringsfasen, hvor planterne kan være mere sårbare. Småplanter er i reglen mindre kuldetålende end større planter, så man skal være særligt opmærksom på at beskytte dem mod lave frostgrader.
Om vinteren kan der i fugtige perioder opstå skader på bladene. Disse skader ses som brunlige pletter, og kan i værste fald være et symptom på råd. Dette problem kan forebygges ved at beskytte planterne mod fugt, regn og sne, som de er følsomme overfor i vinterhalvåret. Den mest effektive beskyttelse opnår man ved at opstille et lille ”tag” henover planten. Dette tag kan bestå af et klart stykke plast, båret af fire lægter.
| | | | Yucca filifera | Yucca filifera har til forskel fra de øvrige arter grønne blade. Disse er ganske kraftige, og danner en formfuldendt og smuk krone. Fra bladenes skarpe kanter udgår en mængde hvide fibertråde, som er kendetegnende for arten. Denne yucca kan forgrene sig rigt, og bliver i naturen til et imponerende træ.
Arten egner sig godt til at dyrke indendørs året rundt, gerne ved et stort og lyst (gerne syd- eller vestvendt) vindue. En lys havestue er også særdeles velegnet til Y. filifera, og under særligt beskyttede forhold kan arten dyrkes udendørs. Udendørs tåler den ned til -8ºC, og måske lavere med grundig beskyttelse i form af en fiberdug eller vintermåtte. Den må beskyttes mod regn og sne om vinteren, da kronen er følsom overfor fugt på denne årstid.
| | | 
| | | Yucca linearis | Yucca linearis er med sine blålige, smalle blade én af de mest eksotisk udseende yucca-arter. Heldigvis er den ret nem at passe, på trods af sit eksotiske ydre; den vandes moderat, og tildeles en solrig plads ved et stort vindue, eller udendørs f.eks. ved en solrig terrasse. Indendørs vil den trives bedst ved et stort lyst vindue, og har man mulighed for at placere den på terrassen i sommermånederne, sætter den pris på det.
Udendørs kan den vokse året rundt, evt. beskyttet af en vintermåtte eller lidt grangrene i den kolde årstid. Som de fleste yucca-arter er Y. linearis lidt sart, når det gælder fugtighed om vinteren, så man kan med fordel beskytte bladene mod regn og sne fra november til marts. Den hører til de mest frosttolerante af de træagtige yucca-arter, idet den tolererer ned til -18ºC.
| | | 
| | Yucca rigida | Yucca rigida afslører med det ”stikkende” udseende sit slægtskab med agaverne! Bladene er (ligesom agavernes) sværdagtige og saftige. Deres farve er isnende blågrå, og de danner en frygtindgydende roset af ”blanke våben”. Denne yucca er selvsagt meget opsigtsvækkende, og dens arkitektoniske effekt er dramatisk. Indendørs såvel som udendørs tiltrækker planten sig megen opmærksomhed. Som de fleste andre yucca-arter er den ganske fordringsløs, hvis blot den ikke mangler lys. Den vandes moderat, hvis den dyrkes i potte.
På friland klarer den sig bedst, hvis den beskyttes mod regn og sne om vinteren. Som udgangspunkt bør man omvikle stammen med noget isolerende – f.eks. en vintermåtte – når temperaturen kommer under -12ºC, men den tåler (under de rette betingelser) ned til -18ºC.
| | |
 | |
Yucca rostrata | Yucca rostrata er blandt de smukkeste yucca-arter, og er samtidig nem at få til at trives. Indendørs såvel som udendørs skal den have så solrig en plads som muligt, men stiller ellers ikke store pasningskrav. Den kan stå indendørs ved stuetemperatur hele året, men har godt af en lys og kølig placering i vintermånederne. Udendørs bør planten beskyttes mod regn og sne om vinteren, ligesom man med fordel kan lægge en vintermåtte omkring stammen, når temperaturen synker under -12ºC.
| | |
 | |
Yucca thompsoniana | Yucca thompsoniana har kortere blade end de øvrige arter, hvilket giver den et mere kompakt udseende. En gammel Yucca thompsoniana med mange forgreninger er i sandhed et fascinerende – næsten aparte – skue. Et glimrende eksempel på naturens formrigdom.
Ligesom hos de øvrige arter af yucca kan man anvende vinterdækning, når temperaturen kommer under -12ºC. En væsentlig faktor for dens trivsel er at den beskyttes mod regn og sne i de koldeste måneder.
| | | Hvordan planter man yucca udendørs? | Alle yucca-arter er varmeelskende planter. Dér, hvor de vokser i naturen, er vintrene ganske vist kølige (frost forekommer ofte), men til gengæld skinner solen ofte fra en skyfri himmel i dagtimerne, og somrene er varme. Når man planter sine yuccaplanter udendørs må man vælge en varm, solrig plads til dem. De varmeste steder i haven vil være nær en syd- eller vestvendt mur eller et solrigt sted i haven, som ligger helt i læ af stedsegrønne planter.
Jordbunden skal være særdeles veldrænet dér, hvor man planter sine yuccaplanter. Planterne trives nemlig ikke, hvis jorden er våd og kompakt om vinteren. Det er vigtigt at jorden er porøs, og at den indeholder en del luft. Disse egenskaber opnås bedst ved at man fjerner en god portion af havejorden fra yuccaens nye plads i haven, og erstatter den med en blanding, der består af 50% grus og 50% jord. Dette blandingsforhold gør at jorden aldrig bliver mættet af vand.
Stenbede vil som regel være velegnede til dyrkning af yucca, idet bedet er hævet lidt i forhold til det omgivende terræn. Niveauforskellen bevirker gerne at jorden i stenbedet drænes mere effektivt.
Gode selskabsplanter Ligesom kaktusserne er yucca karakterplanter i USA's og Mexicos solsvedne halvørkener. De er som et slags symbol for disse landskaber. Også dyrkede yuccaplanter på terrassen eller i haven giver associationer til disse naturtyper, der er bevokset med tørketålende, stikkende planter, samt med buske der har små hårde blade som kan modstå den nådesløse sol. Et godt æstetisk virkemiddel, når man har yuccaplanter i haven, er derfor at lade dem indgå i en sammenhæng med andre planter der stammer fra steppeområder og halvørkener. Disse selskabsplanter vil have en forstærkende effekt på yuccaplanternes spændende og eksotiske udseende - simpelthen fordi sådanne planter klæder hinanden.
Selv i det kølige danske klima kan vi dyrke en del gode selskabsplanter til yucca. Disse selskabsplanter behøver hverken at være sarte eller vanskelige, selvom deres udseende henleder tankerne på ferier sydpå eller på fremmedartede landskaber, man kun kender fra westernfilm.
Her følger nogle eksempler på gode selskabsplanter, som for de flestes vedkommende er let tilgængelige i handelen.
Cytisus x praecox, vårgyvel: En smuk hybrid, som minder om almindelig gyvel (se nedenfor). Blomstrer allerede i april. Cytisus scoparius, gyvel: Tørketålende, stedsegrøn busk med små blade, der sidder på tynde, grønne grene. 1-2 meter høj. Gule blomster om sommeren. Dazylirion wheeleri: Vinterhårdfør sukkulent fra Mexico og USA. Kan købes hos Palmeriet. Hebe: Slægten rummer en stor variation af små, stedsegrønne buske med grønne eller gulgrønne blade. Helichrysum italicum, karryplante: Stærkt duftende busk med sølvgrå blade. Blomster i juli. Hypericum olympica, perikon: Halvbusk med grågrønne blade. Gule blomster i juni. God som bunddækkeplante. Lavandula angustifolia, lavendel: Tæt stedsegrøn busk med grågrønne blade. Blå blomster om sommeren. Opuntia phaeacantha, figenkaktus: Vinterhård før kaktus. Gule, orange eller røde blomster i juli. Salvia officinalis, salvie: Lav stedsegrøn busk. Blå eller lilla blomster om sommeren. Ulex europaeus, tornblad: Grenene grønne med skarpe torne, bladene små.
| |  | | | | | Salg fra drivhus | Nybøllevej 16 Ledøje 2765 Smørum | | | Postadresse | Palmeriet Maribovej 11 b 2500 Valby | | |